Nyheder

 
En lygtepæl er ikke en mur
 
Soloudstilling på Danske Grafikeres Hus 2/2 - 25/2 2024
  
 
Pressemeddelelse

En lygtepæl er ikke en mur
en udstilling af Lene Desmentik i Danske Grafikeres Hus.

Udstillingen ”En lygtepæl er ikke en mur” har muren og lygtepælen som centrale figurer på de op til 3 meter lange træsnit og små skulpturer, der vises på udstillingen. Motiverne er bygningsdele eller elementer fra byrummet med forskellige andre elementer broderet på. Det skaber en form for surreelle øjebliksbilleder, som de visuelle forskydninger, der opstår i skumringstimen, eller som når man vandrer ned ad gaden og halvt observerer små situationer eller tilstande undervejs, imens tankerne er et andet sted. Titlen henviser netop til de absurditeter, der opstår i hverdagen og refererer ligeledes til Magrittes "Ceci n'est pas une pipe" - at tingene ikke altid er, hvad de udgiver sig for. Hverdagens absurditeter bliver i Lene Desmentiks værker ofte kommentarer til vores og verdens obskure tilstande.

Lene Desmentik er optaget af mure, hegn, huller og døre – former, der danner barrierer eller åbninger, og som er allestedsnærværende i vores hverdag, vores samfund og i vores forhold til hinanden. Specielt muren er et gennemgående element i hendes værker, og som motiv er den stærkt påvirket af hendes møde med mure, der har stærke politiske betydninger, som eksempelvis den israelske Separationsbarriere og Berlinmuren. Muren er symbolsk alsidig og kan aflæses forskelligt afhængig af hvad den sammenstilles med og hvem modtageren er - den er en beholder, en membran eller et filter mellem to rumligheder eller mentale sfærer.
Lygtepælen er ligesom skiltet en figur, der lister sig ind i hendes værker fra tid til anden. De er begge en form for pejlemærker. Noget vi bruger til at orientere os med. Hun bruger lygtepælen som de surreelle fortællingers mødested, da det er der natsværmerne holder fagligt møde, duerne sidder og skider om kap, og det er i dens lyskegle, man ser en forhutlet ræv luske rundt i forstæderne.

Lene Desmentik arbejder med skulptur, grafik og tegning. Hun er uddannet fra Det kongelige Danske Kunstakademi i 2002 og har bl.a. udstillet på Thorvaldsens Museum, Kunsthal Charlottenborg, Sculpture by the Sea, Charlotte Fogh Gallery, lavet udsmykninger for Forsvarets Bygningstjeneste, Aarhus Kommune og Lemvig Kommune. I 2023 har hun sammen med Svend-Allan Sørensen kurateret udstillingen ”Painting is Dead” med international samtidsgrafik på Kunstpakhuset Ikast.

Fernisering fredag den 2. februar kl. 17 - 20
Udstillingsperiode 3. – 25. februar 2024

Danske Grafikeres Hus
Sølvgade 14
1307 København K
Åbningstider:
torsdag – fredag kl. 13 -17
lørdag – søndag kl. 11-15
 
Støttet af
 
Grosserer L. F. Foghts Fond